DN Nordjylland indbyder til en nøgenvandretur gennem Fosdalen ved Tranum i Nordjylland lørdag, den 19. august.
Gik du glip af turen under årets landslejr på Hanbohus, får du nu muligheden for at rette op på dette. En nøgenvandretur gennem Fosdalen er et must for naturelskende naturister, intet mindre!
Turen går op omkring Bavnehøj, der med sine 83 meter over havet er Jammerbugtens højeste punkt. Herefter går ruten via Ingeborgs Bakker til selve Fosdalen. Tilbageturen foregår langs overkanten af Lien med gentagne storslåede udsigter over havet.
Ruten er certificeret som premiumrute af Deutsches Wanderinstitut og lever dermed op til de skrappeste krav til vandreruter i Europa.
Turen starter klokken 14 ved skovlegepladsen på adressen Strandvejen 37, Tranum, 9460 Brovst.
Da vi kommer tilbage til startpunktet, og parkeringspladsen ligger tæt ved, kan tøjet med fordel efterlades i bilen.
Ruten hele vejen rundt er godt 11 km lang, men det er muligt at afkorte turen – der er 4 skiltede genveje, så man kan nøjes med at trave 2,7 km, 6 km, 7 km eller 10 km.
Ruterne er særdeles godt skiltede med hver sin farve, og der er kortborde undervejs, så risikoen for at fare vild er minimal, skulle man begive sig ud på egen hånd.
Det er gratis at deltage i vandreturen, men vi vil gerne, at du tilmelder dig hos Fiona Bindesbøll på DN Nordjyllands mail: DN-Nordjylland@naturister.dk.
Så kan du også skrive, om du ønsker kørelejlighed fra Aalborg Station ved 13-tiden. Fiona kører og har plads til 3 ekstra passagerer. Først til mølle …
Hvis du så samtidig oplyser dit mobilnummer, kan vi sende dig en sms for det tilfælde, at turen må aflyses pga. dårligt vejr.